28-årige Jonathan Stenbäcken skifter til Skjern Håndbold til sommer på en to-årig kontrakt.
Skjern Håndbold har indgået en to-årig aftale med den svenske landsholdsspiller, Jonathan Stenbäcken.
Det svenske præg over Vestjylland bliver yderligere forøget til den kommende sæson.
I november-måned forlængede Markus Olsson med vestjyderne, mens 22-årige Jesper Konradsson for 22 dage siden blev offentliggjort på en to-årig kontrakt.
I dag kan Skjern Håndbold offentliggøre afløseren for Daniel Svensson til den kommende sæson.
Den vestjyske klub har indgået en 2-årig aftale med 28-årige Jonathan Stenbäcken, som kommer fra bundesligaklubben TBV Lemgo.
- Jeg glæder mig til at komme til den danske liga og vise mig frem i en topklub som Skjern. Næste sæson er ambitionen at vinde medaljer og spille med i Europa, og hertil håber jeg at kunne bidrage med mine erfaringer fra landsholdet, den svenske liga og den tyske bundesliga, siger Jonathan Stenbäcken.
Den svenske bagspiller har tidligere optrådt for Füchse Berlin, MT Melsungen samt den svenske mesterklub, IFK Kristianstad. Tilgangen af den 195 centimer høje skytte glæder cheftræner Ole Nørgaard.
- Med Jonathan Stenbäcken har vi hentet en hårdtskydende bagspiller, der samtidig har gode forsvarskompetencer. Med i baggagen har Jonathan Stenbäcken erfaringer fra både svensk klubhåndbold, det svenske landshold og fra den tyske Bundesliga, som vi har forhåbninger om vil blive omsat til grøn power i de kommende sæsoner, siger Ole Nørgaard.
Jonathan Stenbäcken, der har spillet 47 kampe for det svenske A-landshold, bosætter sig sammen med familien i Skjern.
Bagspilleren har første arbejdsdag i Vestjylland den 1. Juli 2017.