Skjern-træner Ole Nørgaard tror på, at Skjern bliver endnu bedre i foråret.
Ole Nørgaard er tilfreds med efterårssæsonen, men der er fortsat mere at give af, lyder det fra cheftræneren.
Af Kenneth Thygesen
I sommer overtog han trænerjobbet i Skjern Håndbold, og efter blot et halvt år i klubben har Ole Nørgaard bevist sine kvaliteter.
Skjern-mandskabet har vundet 14 ud af 18 ligakampe og tilmed vundet seks kampe med over ti overskydende mål.
- Rent resultatmæssigt er jeg meget godt tilfreds. Vi er i Final Four og indtager samtidig en position som nummer tre med god afstand til nummer fire og fem, mens vi fortsat ligger inden for mulighedernes rækkevidde i forhold til at nå andenpladsen, siger Ole Nørgaard.
- Vi har været stabile og kun tabt én kamp til hold under os - ellers har vi tabt til nummer et og to. Det er tilfredsstillende, vurderer cheftræneren.
Vi har mere at give af
Ifølge Skjern-træneren er der masser af optimisme at spore efter de første 18 grundspilskampe, men topniveauet er endnu ikke nået.
- Spillemæssigt er vi rigtig godt på vej både indviduelt og kollektivt, men vi har ikke peaket endnu. Der er mere at komme efter, og det håber jeg, at vi kan få frem til slutspillets start, siger Ole Nørgaard.
- Vores 6:0-forsvar er af høj, høj kvalitet, men i den offensive del er der mere i vente, selv om vi i flere kampe har vist rigtig fine indsatser, mener Ole Nørgaard.