Ole Nørgaard kaldte nederlaget for en kollektiv nedtur.
Skjern-træner Ole Nørgaard var rystet over Skjerns lave bundniveau.
Af Kenneth Thygesen
Der var sandsynligvis ikke mange tilskuere i Skjern Bank Arena, der havde set den komme.
Et nederlag på syv mål til portugisiske Sporting CP på hjemmebane i en kamp, hvor Skjern aldrig ramte det niveau, man kunne forvente af et tophold af den kaliber.
Derfor var Skjerns træner Ole Nørgaard også en noget rystet mand i omklædningsrummet efter kampen.
- Vi må blot konstatere, at det mildest talt var forfærdeligt. Bortset fra Tim Winkler leverede alle en indsats langt under niveau, sagde Ole Nørgaard.
Et utal af fejl
Han havde ikke nogen forklaring på, hvorfor det gik så galt, som det gjorde.
- Det er svært at svare på. Vi lavede et utal af graverende fejl, som var jævnt fordelt over hele linjen. Vi havde ikke på noget tidspunkt fat i portugiserne, og så blev kampen fuldstændig på deres præmisser, sagde Ole Nørgaard.
- Det er vanskeligt at vurdere, hvor gode de egentligt er, fordi vi gav dem ingen modstand. Vi kan ikke brokke os over noget. Vi underpræsterede på det kraftigste, og så fik vi klø, sagde Ole Nørgaard.