STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Cheftræner Nørgaard: Vi var klart bedre

Ole Nørgaard og Skjern-truppen har vundet de sidste fire kampe i træk.

Ifølge Ole Nørgaard steppede Skjern op i alle spillets facetter efter pausen og skabte et kampafgørende forspring.

Af Kenneth Thygesen

Hvor gode er et østrigsk tophold, der har vundet det nationale mesterskab ni gange og spillet i europæisk håndbold i 14 af de sidste 15 sæsoner?

Spørgsmålet florerede i Skjern-truppen inden lørdagens kamp, og efter 60 minutters håndbold havde vestjyderne svaret: Ikke gode nok til at slå Skjern.

- Det var svært at vurdere deres niveau på video, men det viste sig, at vi var klart bedre end dem. De er tydeligvis ikke vant til at spille i så højt et tempo i 60 minutter, sagde Skjern-træneren.

- Vi var favoritter over to kampe, og nu har vi fået et rigtig godt udgangspunkt. Eller rettere sagt; vi skal levere en frygtelig indsats i Skjern Bank Arena, hvis vi skal ryge ud af EHF Cuppen, sagde Ole Nørgaard.

Steppede op i anden halvleg
Efter en ikke "specielt overbevisende" første halvleg strammede Skjern grebet efter pausen, og så gik der ikke længe før, at Bregenz måtte sige stop.

- Faktum er, at vi generelt set steppede op i anden halvleg. Vi blev mere aggressive i forsvaret, vi fik vores kontramål og vi spillede fornuftigt angrebsspil, og det var nok til at skabe et afgørende forspring, sagde Ole Nørgaard.

Skjern spiller returkamp på søndag. Inden da venter en midtugekamp mod HC Midtjylland onsdag aften i Herning.

NYHEDER