Ole Nørgaard har ført sit mandskab frem til fem sejre i fem kampe.
Skjern var presset til det yderste, men holdt stand i Sønderborg til stor tilfredshed for cheftræneren.
Af Kenneth Thygesen
Det var tæt på at blive uhyre spændende, men kort før tid fik Skjern afværget den sønderjyske storm lørdag eftermiddag i SKANSEN.
Gæsterne fra Skjern i de røde trøjer holdt stand og hev endnu en sejr hjem til stor glæde for cheftræneren.
- Jeg er meget glad for den her sejr. Vi blev presset i bund, men vi var seje i både forsvar og angreb og stod imod deres stormløb. Stor ros til hele holdet, sagde Ole Nørgaard.
Så tæt som forventet
Inden kampen havde Skjern-mandskabet talt om, at man skulle være klar på Sønderjyskes store løbevillighed og evige gåpåmod. Det lykkedes i store perioder for vestjyderne, der specielt i den afsluttende fase var køligere end værterne.
- Det blev den kamp, som vi lige præcis havde regnet med. Sønderjyske kom stormende kraftigt støttet op af et forrygende publikum, og de lagde et enormt tryk på os, forklarede Ole Nørgaard.
- De blev ved med at lægge pres på os, selvom vi var foran med tre-fire mål, og derfor blev det ligeså tæt som forventet, forklared Skjern-træneren.
Ole Nørgaards mandskab er med sejren tilbage på førstepladsen.