STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Cheftræner: Vi kan ikke ryge ud

Ole Nørgaard vil give Daniel Svensson godt med spilletid i søndagens europæiske kamp i Skjern Bank Arena.

Med et 17-målsforspring fra det første opgør kan Skjern ifølge cheftræner Nørgaard ikke ryge ud af EHF Cuppen søndag.

Af Kenneth Thygesen

Inden Skjern Håndbold løb på banen i Jicin i Tjekkiet i sidste weekend, havde Skjern-træner Ole Nørgaard forberedt sine spillere på et tjekkisk hold med power og bevægelighed.

Tjekkerne kom såmænd også med masser af angrebsivrighed, men ikke desto mindre havde et koncentreret Skjern-mandskab ikke de store problemer med at stå imod.

Således vandt Skjern hele 38-21, og den sejr er ifølge Ole Nørgaard ensbetydende med avancement til EHF Cuppens 3. runde.

En træningslektion
- For det første vil jeg være ærlig og sige, at vi ikke kan ryge ud i morgen. Der er simpelthen for stort et spring i niveau, siger Ole Nørgaard og fortsætter:

- Derfor bliver vores kamp en form for træningslektion, hvor vi vil prøve lidt mere ting af. Der kan både være et alternativt forsvar og lidt andre angrebsformationer, forklarer Ole Nørgaard.

Cheftræneren ser således også sit snit til at give en en masse spilletid til en af de spillere, der ikke har spillet meget håndbold i de første par måneder.

- Vi skal forsøge at holde rytmen, uanset hvem der spiller, og så skal flere spillere have spilletid. Det er oplagt at give eksempelvis en Daniel Svensson en masse spilletid, siger Ole Nørgaard.

NYHEDER