68,5 procent af kampene under Ole Nørgaard er endt ud i sejr.
Onsdagens opgør mod Mors-Thy var kamp nummer 200 under ledelse af Ole Nørgaard.
Af Nicklas Thygesen
Siden Ole Nørgaards tiltrædelse i august 2012 har vestjyderne taget skridtet op og været en fast bestandel af toppen i dansk håndbold.
I onsdags udekamp mod Mors-Thy rundede den 52-årige cheftræner sin kamp nummer 200 på Skjern-bænken. En overlegen 11-målssejr og to vigtige point blev tilføjet Skjern-kontoen for femte gang i træk - men hvordan har de grønblusede egentlig klaret sig under Nørgaards vinger?
Resultatet er ganske imponerende.
I 68,5 procent af kampene har Nørgaards drenge trukket det længste strå - svarende til 137 sejre. 15 kampe er endt i pointdeling, mens vestjyderne har lidt 48 nederlag.
I jubilæumskampen var gæsterne fra 6900 i fuld kontrol fra første fløjt - til stor tilfredshed for Skjern-coachen,
- Vi styrede fra start til slut, hvilket hører sjældenhederne til når man er på udebane mod Mors-Thy. Det var meget tilfredsstillende, fortalte Ole Nørgaard, der dog ikke lægger meget i milepælen.
- Jeg har det med jubilæumskampe, som jeg har det med fødselsdage. Jeg synes det bør være forældrene, som får gaver i stedet for børnene. Hvis man skulle fejre noget i onsdags udover den sikre sejr og de to point, så er det dem, som har holdt mig ud i så mange år.
- Spillere som Thomas Klitgaard, René Rasmussen, Kasper Søndergaard, Lasse Mikkelsen og Bjarke Christensen som har været med hele vejen - ja, det er dem, som skal fortjener de største gaver og den største hæder, fortæller cheftræneren ironisk.
Kamp nummer 201 spilles i morgen under Nørgaard, når Skjern-truppen skal op mod ligaens førerhold fra Aalborg Håndbold.