Claus Møller Jakobsen, her i en tackling på Accambray, var en skuffet mand i Montpellier efter det bitre nederlag.
Skjern spillede godt, men fik ikke som fortjent i Montpellier til stor skuffelse for Claus Møller Jakobsen.
Af Kenneth Thygesen
Skjern gjorde, hvad de kunne, men beklageligvis var det ikke nok for vestjyderne søndag aften.
Favoritterne fra Montpellier vandt 27-25 efter en tæt kamp, hvor Skjern var med stort set hele vejen.
- Der var ikke meget at sætte en finger på. Vi kom til fine chancer, forsvarsspillet var velfungerende og målmændene tog på skift, det de skulle, forklarede Claus Møller Jakobsen efter kampen.
- Derfor er vi også dybt skuffede. Vi spillede en flot kamp og var meget tætte på at få point, men Montpellier har en af verdens bedste målmænd på holdet, og så vinder man ofte, sagde Claus Møller Jakobsen.
Intensiteten skal med i slutspillet
Skjerns indsats kastede ikke point af sig, men derfor er kampen ikke ubrugelig alligevel, mente Skjern-veteranen.
- Selvom den er hård lige nu, kan vi bruge den her kamp til meget. Intensiteten og klassen i forsvarsspillet skal vi tage med i de afgørende kampe i slutspillet, sagde Claus Møller Jakobsen.
- Men vi skal afslutte bedre. Det var ikke godt nok. Der er også mange gode målmænd i slutspillet i Danmark, sagde Claus Møller Jakobsen.