Claus Møller Jakobsen glædede sig over Skjern-mandskabet udstråling og vilje i aftenens sejr.
Af Kenneth Thygesen
Det var en veltilfreds og glad Claus Møller Jakobsen, der efter aftenens sejr mødte skjernhaandbold.dk.
”Jeg er en glad mand i dag. Jeg synes, vi viser format i starten af anden halvleg, hvor vi sætter tempoet et gear op. Overordnet set synes jeg, at vi styrer kampen, og sejren var faktisk aldrig i fare,” sagde Claus Møller Jakobsen til skjernhaandbold.dk efter kampen og fortsatte:
”Forskellen er, at vi i dag viser mere spirit og humør, ligesom der var en villighed og en opbakning over hele linjen i både forsvar og angreb,” lød det fra Skjern-bagspilleren.
Et kvarter i anden halvleg afgjorde sagerne, idet Lemvig-Thyborøn i helt præcist 15 minutter og 45 sekunder ikke formåede at passere Tim Winkler i Skjern-målet. I den periode vandt Skjern 8-0.
”Det kvarter afgjorde kampen. Vi står rigtig godt og tvinger dem til svære afslutninger. Tim Winkler var næsten arbejdsløs i målet,” sagde Claus Møller Jakobsen om de 15 fornøjelige Skjern-minutter.
”Vi havde jo muligheden for at vinde med otte-ti mål, men vi sløser for meget i slutfasen, og jeg synes faktisk ikke, at vi kan være tilfredse med hverken vores start eller afslutning på kampen. Vi laver stadig for mange fejl,” sluttede Skjern-profilen.
”Jeg er en glad mand i dag. Jeg synes, vi viser format i starten af anden halvleg, hvor vi sætter tempoet et gear op. Overordnet set synes jeg, at vi styrer kampen, og sejren var faktisk aldrig i fare."
Claus Møller Jakobsen