"Nøller" fra sin tid i Skjern Håndbold.
Nordsjællands Kristian Asmussen viste maven og blev ganske usædvanligt hyldet af modstanderpublikummet.
Af Kenneth Thygesen
Han er elsket i Skjern for sin udstråling, sit gode humør og ikke mindst sine legendariske jubelscene.
Mandag aften vendte showmålmanden, Nordsjælland-keeper Kristian Asmussen, tilbage til Skjern Bank Arena, hvor han tidligere har spillet i to sæsoner.
Det gjorde han med personlig succes, men det blev dog til et nederlag på 31-24.
- Skjern er for mig at se guldkandidater. De har et fantastisk hold, og i dag manglede de endda Lasse Mikkelsen og Daniel Svensson, sagde Kristian Asmussen.
Bar mave til publikum
Den 42-årige målmand stod en flot kamp for gæsterne med flere store redninger. En af redningerne var på straffekast i første halvleg, hvor Asmussen efterfølgende jublede med sin karakteristiske bare mave ud mod publikum.
Ganske utradtionelt jublede og klappede de vestjyske tilhængere af modstanderen.
- Jeg har aldrig før oplevet at blive hyldet af et modstanderpublikum for en redning. Det var fedt, og det siger alt om Skjern og ikke mindst Skjern Ultras, der tilmed sang en dejlig lille sang for mig, sagde Kristian Asmussen, der havde tænkt på jubelscenen på vej mod Skjern.
- Jeg snakkede i telefon med Gjessing (Kristian Gjessing, tidligere Skjern-spiller red.), der sagde, at han ville give en øl, hvis jeg viste maven efter en redning. Så var det svært at lade være, lød det fra målmanden.