Cornelius Kragh var den helt store oplevelse for Skjern-mandskabet lørdag eftermiddag.
Skjern Håndbold er finaleklar efter en overbevisende indsats mod Skanderborg Håndbold lørdag eftermiddag.
Af Nicklas Thygesen
Skjern Håndbold er klar til finalen ved Spar Nord Bank Cup.
Lørdag eftermiddag blev Skanderborg Håndbold kørt midt over i en kamp, hvor vestjyderne var uden Kasper Søndergaard, Markus Olsson og Jesper Konradsson, mens Anders Eggert kun skød straffekast.
Bagkæden bestod derfor af Cornelius Kragh, Tandri Mar Konradsson, Jonathan Stenbäcken og Lasse Hamann-Boeriths, som alle fik sat et flot præg på kampen.
Specielt førstnævnte som gjorde hvad der passede ham i anden halvleg.
Efter en vestjysk pauseføring på 15-13 blev Skjern-speederen trådt helt i bund – anført af Cornelius Kragh der med ti scoringer blev Skjern-topscorer.
Med sejren på 32-19 er Skjern Håndbold klar til finalen, som spilles i morgen kl.16.00.
Modstanderen er enten Århus Håndbold eller Ribe-Esbjerg – den kamp spilles kl.16.00 i dag.