Jesper Dahl håber på at se masser af Skjern-tilskuere i Holstebro i morgen.
Skjern har brug for masser af opbakning til den vigtige EHF Cup kamp mod HC Vojvodina i morgen. Der er fri entré til kampen, som spilles i Gråkjær Arena, Holstebro.
Af Lone Jørgensen
Sidste gang Vojvodina gæstede Danmark, scorede Jesper Dahl otte mål mod serberne. Da højrefløjen i februar sejrede med holdkammeraterne på serbernes hjemmebane, scorede han fire gange på fem forsøg.
I morgen spiller Jesper Dahl og Skjern igen mod Vojvodina. En kamp, der har stor betydning for Skjerns muligheder for at gå videre fra puljen i EHF Cuppen.
Vigtigt med tilskueropbakning
Derfor håber Jesper Dahl på masser af grøn opbakning til kampen, hvor Jysk Energi som EHF Cup partner giver fri entré til alle.
- Man giver den altid lige en tand ekstra, når der er knald på fra tilskuerpladserne. Det er en rigtig vigtig kamp for os i morgen, så det kunne være dejligt med masser af opbakning, siger Jesper Dahl, der gerne vil vise serberne, at Skjern-fans også kan skabe forrygende stemning.
- Da vi spillede nede i Serbien, lagde Vojvodinas fans virkelig tryk på os. Det ville være fantastisk, hvis vores fans kunne lægge det samme pres på dem, siger Skjern-fløjen.
Drømmen om Final4
Den første kamp mod Vojvodina endte med en Skjern-sejr på 25-23, og Jesper Dahl er også fortrøstningsfuld forud for hjemmekampen i morgen.
- Jeg forventer, at vi vinder. Vi vil så gerne det her EHF Cup, og med en sejr kan vi spille os tættere på kvartfinalen. Når man først når dertil, kan alt ske, og lige pludselig kan vi stå i Final4, som vi har drømt om siden sæsonstart, siger Jesper Dahl, der ser frem til opgøret mod serberne.
- Jeg kan virkelig godt lide de her kampe, hvor der er meget på spil, så jeg glæder mig til i morgen, slutter Dahl.
Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold – HC Vojvodina spilles lørdag d. 14. marts kl. 19:30 i Gråkjær Arena, Holstebro.
TV:
Kampen vises direkte på TV3 Sport 1 kl. 19:30.
Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App