Jesper Dahl nåede at score 30 mål i sæsonen, inden han blev skadet.
Jesper Dahl er endelig begyndt at løbe igen efter sin knæoperation. Genoptræningen går som planlagt.
Af Kenneth Thygesen
En soloulykke i en kontraøvelse tilbage i december har kostet Skjern Håndbolds Jesper Dahl forårssæsonen og kommer til at koste første halvdel af næste sæson.
Jesper Dahl rev det midterste ledbånd og korsbåndet i højre knæ delvist over og blev derfor opereret i starten af marts. Tre måneder efter operationen er Skjern-talentet godt i gang med genoptræningen.
- Det har været hårdt. Specielt den første måned efter operationen var hård. Nu er der sommerferie, og jeg er kommet væk fra det hele, og så er jeg klar til at køre på, siger Jesper Dahl og fortsætter:
- Jeg har lige overstået min første løbetur i knap seks måneder. Nu handler det op at få bygget en masse muskler på og få styrken tilbage i benet, siger Jesper Dahl.
Hvis alt går som forventet vil Jesper Dahl være klar til kamp igen i december.