Unge Jesper Dahl har i sin debutsæson som senior scoret 13 mål i ligaen og 15 mål i EHF Cuppen.
Jesper Dahls flotte efterår kulminerede med en pragtpræstation i lørdags mod Vojvodina.
Af Kenneth Thygesen
På trods af adskillige kampe på ungdomslandsholdet og mange kampe som bærende spiller på Skjern Håndbolds bedste U18-hold var det alligevel noget af en mundfuld for Jesper Dahl, da han i sommer blev hevet op i ligatruppen.
Men det er gået over al forventning. Den venstrehåndede bagspiller er blevet rykket ud på fløjen og har imponeret gang på gang.
- Jeg tror på mig selv og forsøger at gøre mit bedste. Indtil videre er det gået godt, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Det er gået over al forventning, og jeg er bare glad for, at jeg bliver ved med at få chancen, siger en ydmyg Jesper Dahl, der i lørdags gik på vandet i Skjern Bank Arena.
Her blev det til imponerede otte mål på ni skud med de serbiske mestre fra RK Vojvodina. Skjern vandt 31-24 og har dermed syv mål med til returopgøret i Serbien.
- Syv mål er nok. Det er jeg ret sikker på. Jeg har svært ved at se et rutineret hold som vores få problemer, fordi der er gang i tilskuerne, siger Jesper Dahl.