STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Dahl sikrede sejr i sidste sekund

Markus Olsson blev Skjern-topscorer med seks mål i eftermiddagens opgør.

Der var spænding til det sidste i eftermiddagens opgør, der heldigvis endte ud med en Skjern-sejr på 20-19.

Af Lone Jørgensen

Selvom det holdt hårdt, ligger Skjern nu alene i toppen af Champions Leagues gruppe D. Skjern hang bagefter det meste af kampen, men Jesper Dahl, der spillede en stor anden halvleg kunne i sidste sekund sætte sin fjerde scoring ind og sikre sit hold en sejr på 20-19, efter at holdet i store dele af kampen haltede bagefter til trods for fint spil i begge ender.

Skjern kom planmæssigt fra start med føring på 4-2 efter knap ti minutter, men alligevel endte første halvleg langt fra ud som ønsket for hjemmeholdet.

Forsvarsspillet fungerede fint, og det gjorde angrebsspillet på sin vis også. Hjemmeholdet kom til gode chancer foran et offensivt forsvar, der blandt andet gav mulighed for gode indspil til stregen.

Fik skudt makedonsk keeper varm
Men desværre fik hjemmeholdet i den grad skudt Dupjacanec varm i det makedonske mål, der endte med 11 redninger i løbet af de første 30 minutter. Gang på gang brændte Skjern-spillerne oplagte målchancer, og det var hovedårsagen til, at gæsterne kunne gå til pause med en føring på 10-8.

Skjern gik på banen med væsentlig mere fandenivoldskhed i afslutningerne til anden halvleg. Her fik især hjemmeholdets venstre side god plads, hvor Bjarke Christensen og Markus Olsson ikke var sene til at udnytte den. I løbet af 12 minutter sørgede de to Skjern-spillere med sammenlagt seks scoringer for, at vestjyderne med små 20 minutter tilbage var foran 14-13.

Metalurg kæmpede sig dog hele tiden tilbage.

Skjern  var køligst til sidst
Men da indskiftede Jesper Dahl tog over i modsatte side med tre scoringer i træk, samtidig med at Søren Pedersen i målet også tog flot fra i målet, steg gejsten på Skjern-holdet, der nu hele tiden lå side om side med makedonerne på måltavlen.

I en dramatisk afslutning var Skjern foran med 19-18, og da Metalurg udlignede med 50 sekuinder igen, var der lagt op til endnu mere drama.

Skjern var på bolden, og med 20 sekunder tilbage tog Nørgaard time out, og Skjern skulle spille tiden ud. Med få sekunder igen kom Bjarke Christensen igennem og scorede, men målet blev annulleret til stor utilfredshed fra både tilskuere og Skjern-spillere.

Da spillet igen gik igang, blev bolden spillet ud til Jesper Dahl på fløjen, som dermed kunne krone en forrygende indsats med kampens afgørende mål til 20-19.

NYHEDER