STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Debut til erfaren keeper

39-årige Henrik Jepsen er for første gang med på holdkortet for Skjern til aftenens kamp.

I lørdags havde han første træning med sine nye holdkammerater. I aften kan Henrik Jepsen få debut i den grønne trøje, når Skjern møder Mors-Thy.

Af Nicklas Thygesen

Den erfarne keeper, Henrik Jepsen, har mulighed for at få debut i den grønne trøje, når Skjern Håndbold i aften skal forsøge at hente yderligere to point mod Mors-Thy.

Henrik Jepsen trænede for første gang med sine nye holdkammerater i lørdags, og allerede fire dage senere har den 39-årige målmand mulighed for at få de første minutter i benene for sin nye klub.

Desværre ingen Champions League 
I fraværet af den meniskskadede Magnus Dahl er Henrik Jepsen blevet indkaldt som afløser de næste seks uger, men desværre får den rutinerede målmand ikke mulighed for at deltage i vestjydernes to afgørende Champions League-kampe mod Metalurg Skopje og Motor Zaporozhye.

Tidsfristen for at registrere nye spillere var overskredet inden Magnus Dahl pådrog sig en meniskskade, hvorfor Skjern Håndbold har forsøgt at søge dispensation - desværre uden held.

Det ændrer dog ikke ved, at Henrik Jepsen er klar mellem stængerne for vestjyderne i Boxer Ligaen. Ifølge Henrik Jepsens nye målmandskollega, Søren Pedersen, er kravet to point i aftenens kamp.

Skjern har ikke tabt en udekamp siden sæsonåbningen i Aalborg tilbage i august måned, og ifølge Søren Pedersen skal stimen fortsættes i aften.

- To point er et krav i aften, men vi ved, at Mors-Thy er en vanskelig størrelse. På hjemmebane er de altid farlige, hvilket de senest viste mod GOG. Men stemningen i truppen er god, og vi føler os velforberedte på den opgave, som venter forude, siger Søren Pedersen.

Kamptidspunkt:
Mors-Thy Håndbold - Skjern Håndbold spilles onsdag d. 25. november kl. 19:30 i Jyske Bank Mors Arena.

Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Liveupdates på www.boxerligaerne.dk
- Skjern Håndbolds App

NYHEDER