STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Debutsejr til cheftræner

Skjern vandt 25-24 over Ribe/Esbjerg HH i sæsonens første træningskamp.

Cheftræner Ole Nørgaard fik en sejr i sin trænerdebut, da Skjern torsdag aften besejrede Ribe-Esbjerg med 25-24. Claus Møller Jakobsen topscorer med seks mål.

Af Kenneth Thygesen 

For første gang i den nye sæson var Skjern Håndbold torsdag aften i aktion, da Grindsteds nyindviede kulturcenter MAGION lagde gulv til træningskampen mellem Skjern og ligaoprykkerne fra Ribe-Esbjerg HH.

I cheftræner Ole Nørgaards uofficielle debut vandt Skjern 25-24 trods fraværet af småskadede Andreas Toudahl og Rasmus Boysen, mens landsholdsspiller Kasper Søndergaard naturligvis heller ikke var med.

Fire gange Møllgaard
Efter en rodet start med fejl og afbrændere bragte Skjern sig i front 5-4 efter 14 minutter efter flere gode redninger af Tim Winkler i målet og blandt andet fire mål af Henrik Møllgaard, der ligeledes debuterede i den grønne trøje.

Midt i første halvleg forlangte cheftræner Nørgaard timeout og skiftede Møllgaard, Jensen og Østergaard ud med Møller Jakobsen, Mikkelsen og Klitgaard. Herefter bragte Skjern sig i front 9-6 og senere 12-10, som også var stillingen ved pausen.

I anden halvleg fortsatte Ole Nørgaard med at rokere rundt i både bagkæden og på målmandsposten, hvor også den anden nyerhvervelse Kristoffer Laursen kom på banen og havde flere fine redninger.

Comeback skabte spænding
Trods rokeringerne førte Skjern 21-17 med små ti minutter igen, før eks-Skjern-fløjen Jeppe Riber med adskillige scoringer i træk skabte fornyet spænding i opgøret ved at bringe oprykkerne foran 23-22 med fem minutter tilbage.

Scoringer af René Rasmussen og Morten Vium samt redning af Tim Winkler sørgede dog for, at Skjern vandt kampen til slut.

Kampfacts:
Skjern Håndbold - Ribe/Esbjerg HH 25-24 (12-10)

Målscorere for Skjern:
Claus Møller Jakobsen 6, Henrik Møllgaard 4, Morten Vium 4, René Rasmussen 4, Jesper Jensen 3, Thomas Klitgaard 2 og Lasse Mikkelsen 2.

Topscorere for Ribe-Esbjerg HH:
Jeppe Riber 11 og Dennis Mathiasen 4.

NYHEDER