Vidste du at Bjarte Myrhol har været ligaens mest effektive spiller i grundspillet?
Både på- og uden for banen har Skjern Håndbold markeret sig særdeles positivt i 888ligaens grundspil. I dagens artikel sætter vi fokus på førstnævnte.
Af Nicklas Thygesen
Om nøjagtig en uge indtræder Skjern Håndbold i slutspillet, når vestjyderne sætter kurs mod Sydfyn og GOG Arena.
Inden slutspilsræset begynder, vender vi blikket på grundspillets 26 kampe og zoomer ind på Skjern-mandskabets præstationer - både på- og uden for banen.
Straffekonge, mest effektive spiller og rundens hold
Mens rammerne uden for håndboldbanens 40x20 meter har været historiske, så har Skjern-spillerne ligeledes gjort sig flot bemærket med harpikskuglen i hænderne.
Fra syv-meterstregen har Lasse Mikkelsen holdt uhyr højt niveau. 63 straffekast er havnet i mål på 67 forsøg, hvilket kaster en scoringsprocent på 94 af sig. Den højeste udnyttelsesprocent af samtlige spillere i ligaen, som har skudt over 40 straffekast.
I det åbne spil har tre af Mikkelsens holdkammerater skilt sig ud og været toneangivende - faktisk i så høj grad, at de henholdsvis indtager første- tredje og femtepladsen over de mest effektive spillere i 888ligaen.
Helt i front finder man den norske landsholdskaptajn, Bjarte Myrhol - stærkt efterfulgt af Kasper Søndergaard og Markus Olsson.
De tre Skjern-profiler indtager ligeledes første, anden og tredjepladsen over flest antal gange på rundens hold.
Grøn dominans på topscorerlisten
For femte sæson i træk er Ole Nørgaards tropper det mest scorende hold i grundspillet med i alt 773 scoringer. På 68 procent af vestjydernes mål har enten Mikkelsen, Myrhol, Søndergaard eller Olsson haft sidste hånd på bolden.
Skjern-kvarteten har basket 526 mål i kassen tilsammen i denne sæson, hvilket har kastet en placering på topscorerlisten Top 10 af sig til samtlige fire spillere.