STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Det handler ikke om at vinde

Morten Balling og co. møder torsdag aften SC Magdeburg.

Torsdag aften spiller Skjern Håndbold sæsonens første træningskamp. Men sejren er ikke vigtig.

Af Kenneth Thygesen

Det handler ikke om at vinde nu, men om at gøre sig klar, så man kan vinde, når resultatet gælder.

Nogenlunde sådan lyder konklusionen fra Skjerns træner Ole Nørgaard, der torsdag aften sender sin trup ud til den første træningskamp i den nye sæson.

- Vi vil altid hellere vinde end tabe, men vi skal træne os i at spille kamp, og derfor er resultatet ikke vigtigt. Vi begynder at spille efter resultatet, når resultatet betyder noget, siger Ole Nørgaard.

Alle skal i spil
Modstanderen er de tidligere Champions League-vindere fra tyske SC Magdeburg, der henover sommeren har fået tilgang af blandt andre Aalborgs Jacob Bagersted og BSV's Jannick Green.

En stærkt tysk hold, der vil give Skjern udfordringer i 60 minutter, men det ændrer ikke ved, at alle skal have chancen uanset stillingen på måltavlen.

- Både mod Magdeburg og i de andre kampe vil vi forsøge at få alle i spil. Vi ser, hvordan mønstrene tegner sig, siger Ole Nørgaard.

Bruger ikke alle taktiske midler
Skjern-træneren har tidligere på sommeren udtalt, at Nikolaj Markussen fx vil blive brugt i et fremskudt 5:1-forsvar. Taktiske træk som dette vil blive afprøvet, men træningskampene i Tyskland skal ikke blive et taktisk forsøgskaos.

- Vi skal bygge langsomt, men sikkert på. Det betyder også, at vi ikke vil bruge et hele arsenalet af taktiske midler, siger Ole Nørgaard. 

Skjern møder SC Magdeburg torsdag aften kl. 19.00.

NYHEDER