Thomas Klitgaard og Skjern står imorgen over for syv tidligere Skjern-spillere.
Efter søndagens pointhøst i EHF Cuppen er fokus atter rettet mod den hjemlige Boxer Herreliga for Skjern.
Af Lone Jørgensen
Et tvillingepar, syv spillere med tidligere hjemmebane i Skjern Bank Arena og ikke mindst en direkte duel om fjerdepladsen.
Det er ikke en hvilken som helst kamp, der i morgen aften kl. 19:30 fløjtes i gang i Skjern Bank Arena.
På fløjen står Skjerns René Rasmussen over for sin tvillingebror og tidligere Skjern-spiller Jørgen Rasmussen, der nu tørner ud for HC Midtjylland.
På trænerbænken svinger Patrick Westerholm dirigentstokken for udeholdet. Han var i 2006 med til at sikre Skjern bronzemedaljer.
På målstregen skal Skjern-spillerne forsøge at passere Tim Winkler, der i 11 sæsoner har spillet for Skjern.
Der er i høj grad en række navne, der lyder velkendte i manges ører, når HC Midtjyllands holdkort i morgen bliver råbt op i Skjern Bank Arena.
Succesfuldt oprykkerhold
På trods af HC Midtjyllands status som oprykkerhold har midtjyderne spillet sig op i den sjove ende af Boxer Herreligaen, og for Skjern er det på ingen måde en nem modstander, de står over for i morgen.
HC Midtjylland ligger et enkelt point foran Skjern på Boxer Herreligaens fjerdeplads med 27 point, og da de to hold mødtes tidligere på året endte det med en sejr til HC Midtjylland på 31-27.
Dengang var det blandt andet de to tidligere Skjern-spillere Vignir Svavarsson og Rasmus Porup, der var medvirkende til Skjern-nederlaget, idet de tilsammen stod for 14 af midtjydernes scoringer.
Skjern har hårdt brug for en sejr for at hænge på i toppen af ligaen, og på lægterne er der brug for masser af opbakning til de grønblusede. Hvis du endnu ikke har købt din til kampen, kan du købe den her.
Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold - HC Midtjylland spilles onsdag d. 25. februar kl. 19:30 i Skjern Bank Arena.
TV:
Kampen vises direkte på TV2 Sport kl. 19:30.
Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App