Skjern har blot tabt fire gange til Team Tvis under Ole Nørgaards ledelse. Foto: Lars Ronbog
Pokalfinalisterne fra i marts måned slår i morgen klingerne sammen i en direkte duel om førstepladsen i Boxer Ligaen.
Af Nicklas Thygesen
For lidt over to måneder siden led Skjern Håndbold et tre-målsnederlag i Boxer Ligaen, da den fynske kontramaskine fra Gudme var på besøg i Skjern Bank Arena.
Siden da har vestjyderne ikke tabt én eneste kamp i hverken Boxer Ligaen eller Champions League.
Boxer Ligaens på nuværende tidspunkt mest formstærke mandskab, ærkerivalerne fra Holstebro, gæster i morgen Skjern Bank Arena i en direkte duel om førstepladsen. Under Ole Nørgaards ledelse har vestjyderne haft overhånden mod de evige rivaler, idet vestjyderne står noteret for ni sejre ud af 13 mulige mod Team Tvis Holstebro.
Returløbet bliver altafgørende mellem sidste års pokalfinalister ifølge søndagens topscorer, Kasper Søndergaard.
- Vi ved, at Team Tvis kommer blæsende, og derfor bliver vores returløb igen meget afgørende. De seneste kampe er det lykkedes meget godt, og det fortsætter forhåbentlig igen i morgen, siger Kasper Søndergaard.
Hvis Skjern Håndbold skal fortsætte den ubesejrede stime i morgen, kræver det ifølge Kasper Søndergaard en disciplineret indsats i angrebet.
- Vi har midlerne og spillerne til at splitte deres 6:0 forsvar ad, men vi ved, at vi skal præstere på allerhøjeste niveau, hvis vi skal nuppe yderligere to point i morgen. Vi er sindsygt klar, siger Kasper Søndergaard.
Du kan købe din billet til lokalopgøret i morgen HER.
Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold - Team Tvis Holstebro spilles onsdag den 9. december kl. 19:00 i Skjern Bank Arena.
Opdateringer:
- Live-updates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Liveupdates på www.boxerligaerne.dk
- Skjern Håndbolds App