STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Eftertragtet målmandstalent valgte Skjern

Til sommer siger 19-årige Emil Nielsen farvel til barndomsbyen Aarhus og flytter til Skjern.

Emil Nielsen har skrevet under på en treårig kontrakt med Skjern Håndbold gældende fra sommeren 2017.

Et af Danmarks største målmandstalenter skal fra den kommende sæson vogte målet for Skjern Håndbold.

19-årige Emil Nielsen har trods adskillige tilbud fra øvrige klubber sat sin signatur på en treårig kontrakt i den vestjyske klub.

- Jeg føler mig klar til at tage skridtet videre i min karriere og forfølge min drøm om at blive A-landsholdsspiller. Den drøm tror jeg kan realiseres i Skjern Håndbold, siger Emil Nielsen og uddyber:

- Jeg tror inderligt på konceptet i Skjern Håndbold og er overbevist om at vi sammen kan hente flere medaljer til klubben, fortæller den nuværende keeper i Århus Håndbold.

Bestyrelsesformanden i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen, glæder sig over tilgangen af den talentfulde keeper.

- Vi er stolte over, at endnu et dansk stortalent skifter til Skjern Håndbold. Emil Nielsen har trods sin unge alder allerede bevist, at han kan begå sig på den helt store scene. Tilgangen af Emil Nielsen passer ind i vores strategi om at have en trup-sammensætning af både nuværende og potentielle landsholdspillere, siger Carsten Thygesen.

Emil Nielsen bosætter sig i Skjern

- Størstedelen af holdet er allerede bosiddende i Skjern, og derfor var det oplagt for mig at følge trop. Jeg har boet i Aarhus hele mit liv, og føler mig klar til et nyt kapitel til sommer, fortæller Emil Nielsen.

Emil Nielsen tiltræder officielt i Skjern Håndbold den 1. Juli 2017.

NYHEDER