Syv scoringer på syv forsøg leverede Eggert i Aalborg.
Venstrefløjen var irriteret over nederlaget tirsdag aften, hvor vestjyderne ifølge Eggert ikke var gode nok i defensiven.
Af Nicklas Thygesen
Skjern-profilen var i spillehumør tirsdag aften med syv scoringer på syv forsøg, men indsatsen fra Anders Eggert var ikke nok til point.
- Vi gav dem lov til alt for meget i forsvaret.
- Martin Larsen havde for let ved at komme til store chancer, mens deres stregspillere lykkes med at rykke under vores backs. 30 scoringer på udebane i Aalborg bør være nok til point, siger Anders Eggert.
Trods nederlaget i Nordjylland, så er Skjern-profilen ganske rolig omkring vestjydernes semifinalechancer.
- Alle kan tabe i Aalborg, så det er absolut ingen katastrofe. Vi er fortsat nummer 1 i puljen, og holder vi vores hjemmebane, så er vi i semifinalen. Det tror jeg fuldt og fast på, siger Eggert.