STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Eggert: Derfor valgte jeg Skjern

Anders Eggert blev i formiddags præsenteret i Martinsen Lounge i Skjern Bank Arena.

Trods tilbud fra ind- og udenlandske klubber har Anders Eggert valgt at fortsætte karrieren i Skjern Håndbold med start fra sommeren 2017. Læs her hvorfor.

- Den bedste handel for mig er, når begge parter føler, at de har skudt papegøjen. Sådan tror og håber jeg, det er i dette tilfælde.

Sådan indleder landsholdsprofilen Anders Eggert sin fortælling om, hvorfor han skifter til Skjern Håndbold. Den hurtige fløjspiller har siden sit lejeophold i Skjern i sæsonen 2008/2009 fastholdt forbindelsen til klubben, der efter 10 sæsoner i Tyskland var hans førsteprioritet at vende tilbage til.

- Lejeopholdet dengang gjorde Skjern til min klub, og jeg har holdt kontakten til mange i klubben siden da. Nu er det tid til at vende hjem, og jeg er ærligt talt enormt glad for, at det lykkedes, siger Anders Eggert.

- Der er mange ting i mit liv, der har ændret sig. Først og fremmest har jeg nu en kone og to børn, hvilket har gjort, at prioriteringerne har ændret sig. Det vigtigste er nødvendigvis ikke længere at spille Champions League-finaler og lignende. Derfor ligger Skjern også over klubber som eksempelvis Barcelona på min prioriteringsliste. Forstå mig ret, trods mit gode forhold til klubben tror jeg alligevel aldrig, at jeg i sidste ende havde valgt Skjern, hvis ikke man havde et tophold og spillede med om medaljerne. Mine sportslige ambitioner er stadig store, og jeg kommer for at vinde, men forudsætningerne er anderledes, siger Anders Eggert.

- Men det betyder, at Skjern er den klub, jeg allerhelst vil skifte til. Jeg har efter mange samtaler med klubben endnu engang mærket et stort engagement for min familie og mig. Jeg har en klar fornemmelse af, at der bliver sat pris på, at jeg skifter tilbage til ”de grønne”, og det er virkelig en fantastisk følelse, siger Anders Eggert og tilføjer:

- Så jeg glæder mig til at komme tilbage, men inden da venter der en fed sæson for både Skjern og Flensburg.

Anders Eggert har første arbejdsdag i Skjern Håndbold den 30. juni 2017.

NYHEDER