Eggert på et af sine otte straffekast. Foto: Steffen Bloch
Skjern-fløjen var i sit es onsdag aften, og nettede ti gange i det utrolige Skjern-comeback.
Af Nicklas Thygesen
Anders Eggert var flyvende i Skjern Bank Arena - både på og udenfor banen.
Læs her hvad onsdagens Skjern-topscorer sagde om triumfen:
- Det er kæmpe, kæmpe stort for holdet, klubben og for mig personligt. Vi hang efter, var helt nede i sækken, men fik sammen med tilskuernes tryk vendt kampen på hovedet. Det er ubeskrivelig stort, det her, siger Anders Eggert.
Venstrefløjen var uhyggelig effektiv på sine otte straffekast - en disciplin, som var ekstra afgørende onsdag aften, da vestjydernes angrebsspil periodevist var forkrampet.
Ti gange nettede Eggert i storsejren, som betød ekstra meget for hovedpersonen selv.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har været et hårdt forår. Jeg havde forventet, at jeg skulle løbe og lave en masse mål på fløjen, men i stedet har jeg været ramt af småskader, og det har irriteret mig voldsomt.
- Derfor var det en ekstra lettelse for mig at præstere sådan i så altafgørende et opgør, afrunder Eggert.