I EHF Cuppen deltager storklubber som Rhein-Neckar Löwen, Magdeburg, Valladolid og Gorenje Velenje.
På tirsdag får Skjern Håndbold navn på den første modstander i dette års EHF Cup.
Af Kenneth Thygesen
I sidste sæson hev Skjern Håndbold bronzemedaljerne hjem efter tre spændende kampe mod Nordsjælland Håndbold. Placeringen gav Skjern en plads i dette års EHF Cup, der rangeres som den næststørste europæiske turnering efter Champions League.
Turneringen, der udelukkende afvikles via knockout-konceptet, er allerede godt i gang, men idet Skjern Håndbold er seedet, er vestjyderne først med fra tredje runde.
Derfor er Skjern med i bowlen, når EHF-komitéen på tirsdag trækker lod til tredje runde.
Blandt de deltagende hold i EHF Cuppen finder man blandt andre de to tyske topklubber SC Magdeburg og Rhein-Neckar Löwen, franske Dunkerque, spanske Valladolid og slovenske Gorenje Velenje.