STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

En fed håndbolddag - dag 5

Skjern-truppen i Tyskland.

En forsinket lørdagsdagbog fra Henrik Møllgaard om blandt andet en fantastisk håndbolddag og en 'nar' af en holdkammerat.

Af Henrik Møllgaard

(Dagbog fra lørdag)

Lørdag blev en hård og rigtig lækker dag at være håndboldspiller i Skjern Håndbold.

Udover at vi kunne nyde at se Rhein-Neckar-Löwen med flere danske stjerner, Wisla Plock fra Polen og Magdeburg med Jannick Green i topform, så fik vi også selv mulighed for at blive presset i bund af andre Bundesliga-hold.

Kampen mod Bergischer gav en sejr. Et hold fra bunden af den tyske Bundesliga voldte os som forventeligt ikke mange problemer. Stærk defensiv og gode kontraløb var opskriften på succes.

Toppen af international håndbold
Et par timer senere ventede den helt store gigant, zebraerne fra Kiel, der har et skræmmende hold, uanset hvad de har på banen.
De kunne tillade sig at have indskriftere som Ekberg, Vujin, Canellas, Palmarsson, Toft og Sjöstrand. Det var nok de fleste hold i verden, som ville ønske sig den andenkæde.

Men verdensstjernerne måtte også på arbejde for at slå os. Med 20 minutter igen var vi bagud med ét enkelt mål. Kiel tromlede dog bare videre og straffede hver eneste lille blottelse. Vi fik virkelig smagt på toppen af international håndbold.

Vi tabte med fem og havde bestemt meget ære af kampen, men også en flig af ærgrelse over, at vi ikke var helt med til slut! Det tegner godt.

Søndergaard som løgner
Dagens optur: Fed håndbold og fantastisk stemning i den lille hal, vi spiller i. Man kan ikke andet end at elske og beundre tyskernes fest, når de tager til håndbold! Wurst und Bier von Vass hjælper dem selvfølgelig godt på vej.

Dagens opsang går til Kasper Søndergaard. "Du er en løgner Kalle, og en fed, fed nar," blev der sagt i afmagt af en rasende kortspiller som Søndergaard endnu en gang havde bondefanget!

Mange hilser
Henrik

Læs også: Hartzen, nej tak - dag 4
Læs også: Rasende Klitgaard i Magdeburg-nederlag - dag 3
Læs også: Øksemordet på Balling - dag 2
Læs også: "Jeg gider ikke dine rumæner-tricks" - dag 1

NYHEDER