Stemningen er fantastisk i Skjern inden onsdagens møde med Nordsjælland.
Skæbnekamp i Skjern onsdag aften, hvor Skjern kæmper for andenpladsen, mens Nordsjælland kæmper for at undgå nedrykning.
Af Kenneth Thygesen
Den 24. maj 2011 vandt Skjern på hjemmebane knebent 25-24 i den tredje og afgørende bronzekamp over Nordsjælland Håndbold. Dermed sikrede Skjern sig bronzemedaljerne for anden gang på fem år.
Under to år senere er der utrolige 30 point til forskel på de to hold, inden de igen tørner sammen i Skjern Bank Arena i grundspillets sidste spillerunde.
Skæbnekampen
Både Skjern og Nordsjælland spiller onsdag aften om to yderst vigtige point, hvor både en sejr og et nederlag kan få afgørende konsekvenser.
En Skjern-sejr kan muligvis give vestjyderne andenpladsen i ligaen, hvis BSV vel at mærke taber i Kolding, mens Nordsjælland med en sejr måske vil overleve i landets bedste række, hvis Skive smider point i Viborg.
Top mod bund
Skjern er godt i gang med den bedste pointmæssige sæson nogensinde, hvor det ikke er blevet til et liganederlag i hele foråret. Faktisk har Skjern kun tabt én af de sidste 15 ligakampe – hvilket skete i december til KIF Kolding.
Omvendt ser det ud for gæsterne fra Nordsjælland, der i sidste sæson var millimeter fra en slutspilsplads. I år har nordsjællænderne dog haft en decideret mareridtssæson med blot tre sejre i 25 kampe og ikke en eneste sejr på udebane.
Det har blandt andet ført til en midlertidig udskiftning på cheftrænerposten, hvor svenske Krister Lindgren for nyligt blev sendt på ferie for at give plads til Thor Munkager som trænervikar.
Placering i ligaen:
Skjern: 3
Nordsjælland: 14
Topscorer:
Skjern: Henrik Møllgaard, 130 mål
Nordsjælland: Morten Nyberg, 116 mål
Kamptidspunkt: Onsdag den 20. marts kl. 20.00 i Skjern Bank Arena
Læs også: "Vidste du at..? Facts om Skjern-Nordsjælland"
Læs også: "Gjessing vil give alt"