Kristian ”Nøller” Asmussen var i centrum i aftenens pokalfight i Skjern Bank Arena med mavevisning og indblanding i det røde kort.
Efter 26 minutters spil blev den karismatiske målmand sendt på banen til straffekast, og her har ”Nøller” visse kvaliteter. Den 39-årige keeper har i denne sæson en redningsprocent på 50 på straffekast efter fire reddet straffekast, og den statistik blev forbedret, da ”Nøller” nuppede forsøget.
Til publikums store begejstring viste Asmussen maven i jubel, hvilket var længe ventet.
”I torsdags mod Viborg var der flere henne og høre, hvornår jubelscenen med maven kom. Straffekastet kom på et godt tidspunkt, og så kom maven selvfølgelig frem,” sagde en glad Kristian Asmussen, der havde store roser til publikum:
”De driver os fremad i dag. Det var helt fantastisk. Jeg havde i lokalavisen efterlyst deres støtte, og det må man sige, vi fik. Det var fedt,” sagde målmanden.
Kristian Asmussen spillede i anden halvleg en central rolle, da Nordsjællands Chris Jørgensen blev præsenteret for det røde kort.
”Jeg tager bolden, og så slår han mig i brystet, og så falder jeg. De brokkede sig meget, men enhver spiller vil have reageret, som jeg gjorde. Man må ikke slå,” lød det kortfattet fra Skjern-keeperen.