STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Ét mål fra førstepladsen

Skjerns Markus Olsson scorede fem mål i søndagens opgør.

Selvom Skjern var tæt på sejren efter et vildt comeback, spillede de to tophold i Champions Leagues Gruppe D uafgjort, og Zaporozhye slutter dermed som gruppevindere.

Af Lone Jørgensen

Det var tæt på at blive til en vestjysk sejr efter et flot comeback i eftermiddagens opgør, hvor Skjern sluttede en imponerende præstation i Champions Leagues gruppespil af med en direkte duel om førstepladsen mod Motor Zaporozhye.

Skjern var især på den fysiske front i store problemer kampen igennem, men var på trods af en ukrainsk føring på 35-32 to og et halvt minut før tid tæt på at løbe med sejren.

Skjern-holdet formåede på nærmest sensationel vis at hente den ukrainske tremålsføring, men selvom Skjern-spillerne kæmpede til det sidste for sejren, var det desværre ikke nok.

En bolderobring få sekunder før tid udmøntede sig ikke i en Skjern-scoring, og slutresultat blev derfor 36-36. Ukrainerne slutter dermed et point foran Skjern i Gruppe D.

Defensiven gav for meget væk
Det startede ellers godt nok for Skjern. Emil Bergholt satte den første bold i kassen for hjemmeholdet, og holdet kom hurtigt foran med både et og to mål i begyndelsen af kampen.

Her var der især god plads til stregindspil, som Thomas Klitgaard ikke havde problemer med at tage sig af.

Men i modsatte ende kneb det gevaldigt med at holde det høje niveau for Skjern-spillerne. De fysisk store ukrainere kom for nemt til målene, og den grønne defensiv var til tider pivåben.

Både i det stationære spil og på kontra havde gæsterne derfor ingen problemer med at udnytte hullerne, og gæsterne kunne gå til pause med en føring på 19-17.

Kort forinden var Skjern bagud med fire mål, men et par hurtige mål af Mikkelsen og Rasmussen var med til at mindske den ukrainske pauseføring.

Meget kunne tyde på, at fokus under Skjern-holdets pausesnak handlede om defensiven, for den var væsentlig bedre i starten af anden halvleg, end den var i de første 30 minutter.

Skjern kom foran
Modsat fik Markus Olsson hurtigt sat to scoringer ind, og kort tid efter udnyttede Lasse Mikkelsen et straffekast tilkæmpet af anfører Klitgaard. Skjern var foran 21-20.

I de efterfølgende minutter var det helt tæt mellem de to mandskaber, og der var absolut ingen tvivl om, at begge hold kæmpede benhårdt for den eftertragtede førsteplads.

Men Skjern havde svært ved at matche de fysisk store ukrainere i forsvaret, og med lidt under et kvarter tilbage kom gæsterne foran 30-28.

Kort efter var Skjern hurtige til at udnytte en overtalsperiode til at bringe balance i regnskabet. Det betød, at det med ti minutter tilbage af kampen igen var helt lige mellem de to hold.

Zaporozhye tog førstepladsen
Men i slutfasen var det desværre gæsterne fra Zaporozhye, der til sidst kunne være mest tilfredse.

Selvom Skjern satsede alt og blandt andet satte en ekstra markspiller på banen, lykkedes det lige præcis ikke at hente den sejr, der var nødvendig for at snuppe førstepladsen i puljen.

Med det uafgjorte resultat slutter Skjern i stedet et point efter ukrainerne og det betyder, at vestjyderne i 1/16-finalen skal op med det stærke hviderussiske mandskab, Meskov Brest.

NYHEDER