René Rasmussen bidrog med fire scoringer i sejren på 36-31. Foto: Steffen Bloch
De grønblusede hentede den sjette ligasejr i træk på hjemmebane, da TMS Ringsted gæstede Skjern Bank Arena lørdag aften.
Af Nicklas Thygesen
For 15. gang i klubbens historie er Skjern Håndbold klar til europæisk håndbold.
Lørdag aften lukkede de danske mestre grundspillet med en femmålssejr over TMS Ringsted på 36-31, som samtidig må tage turen ned i 1. division.
Vestjyderne var i front fra start til slut i en noget broget kamp, eftersom gæsterne spillede hele opgøret i syv mod seks.
Pauseføringen på 17-11, som kom i stand gennem et hav af kontra- og scoringer i tomt mål - blev fastholdt gennem anden halvleg, hvor Anders Eggert gjorde sig bemærket med sammenlagt 12 scoringer.
Sejren betyder, at Skjern-mandskabet slutter på femtepladsen i grundspillet, da Skanderborg Håndbold samtidig tabte på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg.