En ekstra markspiller og et blåt kort indgår blandt andet i de nye regler fra IHF, som skal stå sin prøve til OL i Rio.
Har du styr på de nye regler, som træder i kraft til De Olympiske Lege i Rio? Vi giver dig overblikket her.
Af Nicklas Thygesen
Den 4. august tændes faklen i Rio de Janeiro, når startskuddet til De Olympiske Lege lyder.
Det Internationale Håndboldforbund vedtog i efteråret 2015 fem nye regler, der skal stå sin prøve under De Olympiske Lege i Brasilien.
Henrik Møllgaard, Kasper Søndergaard og resten af det danske landshold får allerede muligheden for at afprøve de nye regler i forbindelse med lørdagens træningskamp i Kolding mod værtsnationen Brasilien.
Læs mere om de nye regler herunder:
1) PASSIVT SPIL
Når varselstegnet for passivt spil er vist, har det angribende hold seks afleveringer, inden der skal afsluttes. Hvis der bliver begået frikast efter eksempelvis tre afleveringer, har man derfor kun tre afleveringer tilbage, inden der fløjtes for passivt spil. Såfremt der begås frikast efter 6 afleveringer, får det angribende hold en ekstra aflevering.
2) DISKVALIFIKATION MED EFTERFØLGENDE INDBERETNING (BLÅT KORT)
Når en spiller bliver diskvalificeret, har der tidligere været tvivl om, hvorvidt forseelsen medfører en indberetning eller ej. Efter at have vist det røde kort, vurderer dommerne sammen på stedet, hvorvidt forseelsen skal indberettes. Er det tilfældet, vises blåt kort til spilleren.
3) USPORTSLIG OPTRÆDEN INDEN FOR KAMPENS SIDSTE 30 SEKUNDER
En forseelse, der straffes efter denne regel, medfører diskvalifikation (rødt eller rødt + blåt kort). Det nye er, at - såfremt man ikke scorer - kan man ikke længere vælge mellem at få bolden eller et straffekast. Fremover giver en sådan forseelse altid straffekast til det forurettede hold.
- Reglen har været afprøvet i Danmark i forgangne sæson, idet forsøget dog gjaldt kampens sidste minut.
4) EKSTRA MARKSPILLER UDEN MÅLMANDTRØJE
Man må nu spille med en ekstra markspiller uden målmandstrøje på. Det medfører, at det er frit, hvilken spiller der må løbe ud og skifte med målmanden. Ingen af markspillerne må betræde mål- feltet og udføre målmandens opgaver.
5) SKADET SPILLER
En spiller, som modtager behandling på banen, skal forlade banen og kan først genindtræde efter sit holds tredje angreb. Såfremt tacklingen, der har medført behandling af den skadede spiller, har udløst en progressiv straf til modspilleren, gælder begrænsningen ikke.