STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Fem på stribe til Skjern

1793 tilskuere i Skjern Bank Arena overværede Skjerns femte sejr i træk.

Skjern levnede ikke Viborg en chance i fredagens hjemmekamp, der blev vundet med hele 34-24. Lasse Mikkelsen og René Rasmussen delte topscorerværdigheden med hver seks mål.

Af Kenneth Thygesen

Efter to mindre gode præstationer var Skjern Håndbold fredag aften tilbage i det vanlige høje gear, da Viborg HK gæstede Skjern Bank Arena.

Ole Nørgaards tropper leverede et solidt stykke håndværk og sendte viborgenserne hjem med en lussing på 34-24 efter en kamp, hvor alle Skjern-markspillere kom på måltavlen.

Forsvarsmæssig rodebutik
Ganske som forventet startede gæsterne i et ultra-offensivt forsvar, der til tider mindede om en mandsopdækning af samtlige Skjern-spillere.

Hjemmeholdet havde dog efter små ti minutters tilvænning ikke det store besvær med Viborgs forsvarsmæssige rodebutik, hvorfor gæsterne gik tilbage i en mere defensiv formation.

Heino Holms enmandshær
Viborg hængte på i et kvarter, men ved stillingen 9-6 trak Skjern fra. Hjemmeholdet bragte sig i front både 15-9 og senere pauseføring på 18-12 efter gode præstationer af blandt andre Lasse Mikkelsen og René Rasmussen.

Skjern-defensiven havde i størstedelen af kampen fuldstændig styr på Viborg, hvis eneste reelle trussel var Heino Holm Knudsen, der stod bag ti af Viborgs 24 mål.

12-målsføring efter 45 minutter
Pauseføringen på seks mål blev yderligere udbygget i anden halvleg, hvor landsholdsaktuelle Tim Winkler rullede fuldstændig ned i målet med otte redninger i det første kvarter.

Skjerns kontramaskine var tilmed velfungerede, og derfor førte Skjern 27-15 efter 45 minutter.

Fem i træk til Skjern
Det sidste kvarter var derfor blot af kosmetisk betydning. Viborg fik reduceret til 28-20, før et par gode scoringer af Morten Vium sendte Skjern tilbage i front med 11 mål.

Kampen sluttede med en sejr på 34-24, og dermed fik Skjern den femte sejr i træk.

NYHEDER