STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Fløjraket tænker kun på sejr

René Rasmussen ser frem mod fredagens sidste kamp i sæsonen.

Skjern kan nøjes med uafgjort og muligvis et et-målsnederlag, men ifølge René Rasmussen er kun en sejr godt nok i den afgørende bronzekamp.

Af Kenneth Thygesen

Træningen frem mod fredagens sæsonfinale mod Mors-Thy i den afgørende bronzekamp genoptages mandag morgen.

I Skjern-lejren er man fint tilfredse med et-målsforspringet fra det første opgør, men ifølge René Rasmussen er opgaven ganske enkel.

- Med al respekt så er vi for gode til at spille efter noget som helst resultat mod Mors-Thy. Udgangspunktet er en sejr, og den er jeg også sikker på, at vi får. Vi kommer med 120 procent og vil slutte sæsonen godt af, siger René Rasmussen, som dog anerkender bronzemodstandernes præstationer.

- Havde man inden sæsonen sagt, at Mors-Thy ville stå i en bronzekamp, var der nok mange, der havde rynket godt og grundigt på næsen. At de kom i slutspillet, synes jeg er flot, og hvad de efterfølgende har leveret i slutspillet er imponerende, roser René Rasmussen.

Et tyngende forventningspres
Mors-Thy har i slutspillet hamret af sted, men i fredagens første bronzekamp havde morsingboerne svært ved at finde tempoet og rytmen i kampens slutfase.

- Jeg ved ikke, om det forventningspres, der er kommet på Mors-Thy efter deres fine resultater, har påvirket dem. Det har det måske lidt. Men jeg er omvendt ikke i tvivl om, at de kommer med fuld hammer i returopgøret. De tænker ikke så meget, men kører bare på, og det er det, der er deres store styrke, siger René Rasmussen, der ser frem til fredagens sæsonafslutning.

- Det er en åben kamp, selvom vi qua hjemmebanen er store favoritter. Men man skal aldrig undervurdere et hold som Mors-Thy, siger René Rasmussen.

NYHEDER