Konradsson, Mogensen og Jakobsen i aktion for vestjyderne.
Efter en hektisk afslutning med store målmandspræstationer og straffekastredninger løb de grønblusede med sejren over Nordsjælland.
Af Nicklas Thygesen
Sjældent før har sejrssangen i omklædningsrummet lydt så højt, smuk og forløsende.
De danske mestre besejrede onsdag aften Nordsjælland Håndbold i en intens og til tider kaotisk affære, hvor vestjydernes målmandsduo i Emil Nielsen og Björgvin Gustavsson i de døende minutter afgjorde løjerne.
Fra vestjysk kontrol til nordsjællandsk uføre
Anført af to effektive herre i form af Thomas Mogensen og Anders Eggert kom de grønblusede planmæssigt fra land og i kontrol.
Tilsat to håndfulde redninger fra Emil Nielsen bragte gæsterne sig foran 16-12 efter 25 minutters spil. Men med en udvisning og fem afbrændere i den resterende del af halvlegen blev Jesper Dahl - som spillede en flot kamp med fem scoringer - og kompagni inviteret tilbage i opgøret.
Pauseføring på 16-15 til Skjern som efter spil og chancer retfærdigvis burde have ført større.
Udvisning og straffekast blev vendepunktet
Efter pausen var kontrol ersattet med kaos. Et kvarter senere - efter firemålsføringen på 16-12 - havde Rækker Mølle-fødte Dan Beck-Hansen sendt hjemmeholdet foran 21-19.
Men så tog stregduoen Jakobsen og Cichosz fat med afgørende aktioner. Førstnævnte med en opsamling efter Tangens afbrænder i paraderne, hvilket udmøntede sig i straffekast og udvisning. Reducering fra topscorer Eggert til 21-20 - hvorefter gæsterne ikke lukkede mål ind i de efterfølgende 15 minutter.
En stor andel af den lange nordsjællandske scoringspause stod målmandsduoen Nielsen og Gustavsson for, som bag et aggressivt og velfungerende forsvar stod noteret for 18 redninger tilsammen - heraf to straffekastredninger i slutminutterne.
Til trods for et ultraoffensivt nordsjællandsk forsvar med helbanepres og mandsopdækninger, så stod gæsterne imod.
Thomas Mogensen cementerede sejren til slutresultatet 26-22 - inden Emil Nielsen rundede en sublim kamp af i målet med en griber fra Kasper Kisum.