STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Forventningsglæden er stor

Claus Møller Jakobsen og co. træner hårdt for at blive klar til næste sæson.

Midt i sommertræningen ser Skjerns Claus Møller Jakobsen med glæde frem til opstarten med holdkammeraterne.

Af Kenneth Thygesen

Om tre uger genoptager Skjern Håndbold træningen efter en seks ugers sommerferie med selvtræning på programmet. Selvtræningen hos spillerne er beordret af fysioterapeut Hans Jensen, der afleverede individuelle træningsskemaer til spillerne før sommerferien.

Ifølge Claus Møller Jakobsen ligger spillerne i hvert fald ikke på den lade side.

"Det går godt, men det er et hårdt og ambitiøst program med seks-syv pas om ugen. Det er vist, hvad man kan kalde en træningssommer," lyder det fra Claus Møller Jakobsen.

Den 35-årige bagspiller er også mentalt ved at være klar til en ny sæson.

"Jeg glæder mig til at starte op på en frisk. Det er altid godt at komme på ferie og få det hele lidt på afstand, og nu tror jeg, at vi så småt er ved at være klar igen. Det bliver spændende med nye ansigter i truppen og en ny træner med nye impulser," siger Claus Møller Jakobsen og fortsætter:

"Henrik Møllgaard er en vinder, og Kristoffer Laursen er en coming man. Det er helt sikkert to, der kan booste lidt til det hele, og det ser jeg frem til. Derudover har jeg kun gode referencer på Ole Nørgaard, selv om jeg ikke kender ham personligt. Jeg er meget fortrøstningsfuld."

Skjern Håndbold starter træningen op den 23. juli.

NYHEDER