STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Fuld valuta mod oprykkerne

Kasper Søndergaard og Bjarte Myrhol hentede sæsonens tredje ligasejr torsdag aften. Foto: Steffen Bloch

Kønt eller seværdigt blev det aldrig, men effektivt var det, da Skjern Håndbold hentede sæsonens tredje ligasejr.

Af Nicklas Thygesen

Skjern Håndbold fulgte op på søndagens Champions League-triumf, da oprykkerne fra Lemvig-Thyborøn gæstede Skjern Bank Arena torsdag aften.

De to point kom i hus, men oprykkerne slog fra sig og leverede en flot præstation - ligesom tilfældet var for tre dage siden mod Ribe-Esbjerg. 

Kampjubilaren startede flot ud
Anders Eggert spillede sin kamp nummer 100 i Skjern-trøjen, og det kvitterede han med fire scoringer på fire forsøg efter 12 minutters spil. Sammen med holdkammeraterne kom Eggert forrygende fra start - herunder adskillige føringer på fire mål - men gæsterne hang på. 

Næsten hele kampen, faktisk.

De danske mestre var aldrig bagud på noget tidspunkt i torsdagens opgør, men værterne formåede aldrig at slå det afgørende hul, selvom Emil Nielsen hev 17 redninger frem i Skjern-målet.

Efter en pauseføring på 15-14 til Skjern, så sad man med fornemmelsen af, at det blot var et spørgsmål om tid før oprykkerne knækkede.

Og det skete syv minutter før tid. Ikke mindst takket være en ordentlig portion held i form af to returbolde til Thomas Mogensen, som udmøntede sig i mål og et tilkæmpet straffekast, som Eggert tog sig iskoldt af.

Skjern-mandskabet bevarede føringen, og vandt til slut med 30-25 over Lemvig-Thyborøn. 

NYHEDER