STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Fysikken skal toptunes

Tim Winkler og co. bliver trænet hårdt af den fysiske stab.

Fokus i Skjern er på den fysiske træning frem mod semifinalerne.

Af Kenneth Thygesen

Førstepladsen i slutspilspuljen og dermed en semifinaleplads er for længst sikret i Skjern Håndbold.

Dermed har vestjyderne masser af tid til at forberede sig frem mod de to semifinaler, hvor modstanderen enten bliver KIF Kolding eller Aalborg Håndbold.

Overskriften på træningsprogrammet er fysisk træning, og bagmanden er fysioterapeut Hans Jensen.

- Den fysiske træning har fået et ordentligt skud i de sidste fire-fem dage, og sådan bliver det også i denne uge. Både fysisk og konditionsmæssigt skal vi forsøge at blive toptunet frem mod semifinalerne, forklarer Tim Winkler og fortsætter:

- Vi har fået udleveret programmer af Hans (Jensen red.), hvor der både er kollektive og individuelle øvelser, forklarer Tim Winkler.

Sejr overskygger alt
Inden semifinalerne skydes af, skal Skjern runde slutspillet af med en hjemmekamp mod sidste års DM-sølvvindere fra BSV. Kampen er uden reel betydning, men i Skjern vil kampen ikke blive opfattet som en træningskamp.

- Selvfølgelig skal vi prøve nogle ting af, men det absolut vigtigste er at vinde. Vi skal komme fra den kamp med en god fornemmelse og fortsætte sejrsstimen, siger Tim Winkler.

- Det vil være idioti at sidde med en dårlig smag i munden efter kampen, fordi vi ikke gav alt, siger Tim Winkler.

NYHEDER