STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Gjessing: Skjern er den bedste klub i Danmark

I går blev det offentliggjort, at Kristian Gjessing har forlænget sin kontrakt med Skjern med yderligere et år, så kontrakten nu udløber i sommeren 2012.

Kristian Gjessing vendte i 2008 hjem til barndomsklubben Skjern efter ophold i såvel spanske BM Altea som danske AaB, og det er da også i Skjern, at Gjessing føler sig bedst tilpas:

”Det er det bedste for mig at blive her, det er der ingen tvivl om. Jeg befinder mig rigtig godt og har det fantastisk med gutterne på holdet. Stemningen er selvfølgelig i top efter vores fremragende efterår, og det har da også givet yderligere lyst til at fortsætte,” fortæller Kristian Gjessing til skjernhaandbold.dk.

32-årige Gjessing har prøvet lidt forskelligt i håndboldverdenen, men der er ingen tvivl om, hvor hjertet hører til.

”Jeg hører til her. Skjern er en speciel klub med en speciel samhørighed og en klubånd, man ikke finder mange steder. Organisation fungerer skide godt, opbakningen er kæmpe stor og der er altid tænkt på alt,” siger Kristian Gjessing og fortsætter:

”Som spiller skal man kun fokusere på at præstere i træning og kamp. Det er et kæmpe privilegium. Det er Danmarks bedste klub at være i som spiller,” slutter Kristian Gjessing, der for nyligt igen blev udtaget til det danske A-landshold.

NYHEDER