Kristian Gjessing er ny spillende assistenttræner i HC Midtjylland.
Er de fem tidligere Skjern-spillere klar til den nye sæson? Skjernhaandbold.dk tager turen rundt i Jylland.
Af Kenneth Thygesen
Klubikonet Kristian Gjessing er den femte og sidste mand i rækken af spillere, der inden denne sæson forlod Skjern Håndbold.
Den 35-årige bagspiller skiftede ligesom Jacob Østergaard før sommeren til 1. divisionsklubben HC Midtjylland, der får brug for Gjessings kvaliteter og erfaring, hvis målet om oprykning til ligaen skal indfries.
Gjessings aften
Det nystartede håndboldprojekt i Herning startede imidlertid flot, da midtjyderne tidligere på ugen formåede at sende de danske mestre fra Aalborg Håndbold ud af pokalturneringen. Det skyldtes ikke mindst en storspillende Kristian Gjessing, der sprudlede i sin debutkamp.
- Det var fantastisk og en super god aften. Jeg har ikke spillet angreb i to år, så der har været lidt rust, der skulle bankes af til træning. Men heldigvis gik det godt, og det var fedt at være med til at slå dem ud, siger Kristian Gjessing, der har fået en god start i sin nye klub.
- Opstarten har været spændende, og jeg synes, det har været en rigtig fed oplevelse. Der er mange nye spillere og mange nye ting, men det er gået godt, og de sportslige resultat i træningskampe har været gode, forklarer Kristian Gjessing.
En ny rolle
Den tidligere landsholdsspiller skal ikke blot være skytte og forsvarsstyrmand i HC Midtjylland. I kontrakten er Kristian Gjessing listet som assistenttræner for cheftræner Søren Baadsgaard, og det er er rolle, som "Gjesse" allerede trives med.
- Det har været krævende i perioder, og der ligger mange timer i det. Men jeg har et utrolig godt samarbejde med Søren, og jeg synes, det er spændende, inspirerende og lærerigt at være med på den anden side, siger Kristian Gjessing.
Følger Skjern i tykt og tyndt
Skiftet væk fra barndomsklubben har været mærkerligt, erkender Kristian Gjessing, som dog har genopfundet en gammel glæde ved håndboldspillet efter skiftet.
- Jeg har fundet ud af, at angrebsdelen betyder meget for mig. Det har løftet min glæde ved spillet, at jeg har en vigtig rolle der igen, og derfor har jeg det rigtig godt med klubskiftet, siger Kristian Gjessing.
- Men det er en underlig fornemmelse ikke at være en del af Skjern. Jeg vil selvfølgelig følge klubben i tykt og tyndt og stadigvæk komme og se en masse kampe, siger Kristian Gjessing.
Læs også: Mortens målfest i Esbjerg
Læs også: Jespers sceneskifte
Læs også: Toudahl i central rolle
Læs også: Hedens nye håndboldkaptajn