STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Grundspillet afgøres i aften

Skjern og Lemvig-Thyborøn mødtes sidste gang i november. Her kunne Skjern juble over en sejr på 29-22. 

Blot tre hold kender deres slutplacering i Boxer Herreligaens grundspil forud for sæsonens sidste runde.

Af Lone Jørgensen

Det er vist ingen underdrivelse at sige, at der er spænding til det sidste i dette års Boxer Herreliga.

I aften afgøres det, hvilken placering Skjern og de øvrige hold ender med, når den sidste runde i denne sæsons grundspil bliver afgjort.

Her er overblikket over de 14 hold:
Øverst er KIF Kolding København solidt placeret på førstepladsen, mens Aalborg Håndbold ender på andenpladsen.

I den modsatte ende er Odder sikker på 14. pladsen og dermed direkte nedrykning til 1. division.

De tre hold er de eneste, der allerede kender slutplaceringen i grundspillet.

I den nederste ende er også Lemvig-Thyborøn og Skanderborg Håndbold ude af slutspilskampen, men de to hold kæmper indbyrdes om at slutte øverst, før kvalifikationsspillet om at spille i Boxer Herreligaen næste år venter.

Kamp om den sidste slutspilsplads
På 8. pladsen ligger Århus Håndbold med Mors-Thy, SønderjyskE og Ribe-Esbjerg lige i hælene. Samtlige fire hold har stadig chance for at ende på den 8. plads, der lige akkurat giver adgang til slutspillet.

GOG befinder sig før aftenens spillerunde på 7. pladsen. En sydfynsk sejr og et nederlag til HC Midtjylland betyder dog, at GOG rykker op på den 6. plads, som midtjyderne lige nu ligger på.

Længere oppe i tabellen ligger Skjern på femtepladsen med 30 point før aftenens spillerunde, mens Team Tvis på fjerdepladsen og Bjerringbro-Silkeborg på tredjepladsen ligger med henholdsvis 32 og 33 point.

Skjern kan stadig nå slutspilspoint
Skjern kan nå op på fjerdepladsen, som tager ét point med over i slutspillet, ved at besejre Lemvig-Thyborøn i aften. Samtidig skal Team Tvis Holstebro tabe til SønderjyskE.

Hvis Team Tvis derimod vinder, forbliver Skjern på femtepladsen og Team Tvis Holstebro kan bytte plads med Bjerringbro-Silkeborg, hvis sidstnævnte taber.

Forvirret? Her kan du få et overblik over stillingen og aftenens kampprogram.

Håndboldaften på TV2 Sport
Du kan følge sidste spillerunde tæt på TV2 Sport.

Kanalen sender live fra samtlige haller i løbet af aftenen. Selvfølgelig også fra Skjerns udekamp mod Lemvig-Thyborøn, hvorfra der kommer flere live-gennemstillinger i løbet af aftenen.

Der er kampstart for alle kl. 19:30. Sendingen på TV2 Sport begynder kl. 19:00 og slutter først kl. 23:00.

NYHEDER