16 redninger blev Gustavsson noteret for i onsdagens sejr. Foto: Steffen Bloch
Skjern-keeper Björgvin Gustavsson udgjorde den helt store forskel i onsdagens topkamp mod SønderjyskE.
Af Nicklas Thygesen
Formkurven forbliver opadgående for Skjerns grønne tropper.
Onsdag aften blev SønderjyskE sendt hjem med et nederlag på 30-25 foran 2882 medlevende tilhængere på lægterne i Skjern Bank Arena.
En fem-målssejr, hvor Björgvin Gustavsson indtog hovedrollen med 16 redninger. Hovedparten af redningerne efter pausen, som holdkammeraterne formåede at drage fordel af efter en pauseføring til gæsterne på 15-14.
Specielt Jesper Konradsson og Elvar Jónsson var effektive i Skjern-offensiven - både på egen hånd med sammenlagt ti scoringer - men også i sammenspillet med Jonas Tidemand og tilbagevendte Bjarte Myrhol, der var en evig kilde til uro på stregen.
Hjemmeholdet trak fra i den sidste fjerdel af kampen, hvor forspringet varierede i lejet mellem tre og seks scoringer.
Skjern-mandskabet vandt 30-25 i en fremragende kulisse, og sikrede sig samtidig overhånden i den indbyrdes duel med sønderjyderne.
Elvar Jónsson, Jesper Konradsson og Bjarte Myrhol blev delt topscorer med fem mål.