STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Håndbold-kursusdag

Skjern Håndbold og FC Midtjylland afholder stor kursusdag i Kibæk den 12. januar.

Skjern Håndbold og FCM samarbejder om stor kursusdag.

Nu får trænere, ledere og andre håndboldinteresserede muligheden for at få et eksklusivt indblik i den professionelle håndboldverden. Det sker, når Skjern Håndbold og FC Midtjylland den 12. januar 2013 i samarbejde med DGI og Kibæk IF arrangerer ”Håndbold-kursusdag”.

Fælles for Skjern og FC Midtjylland er de to klubbers målmandstræner Antoni Parecki, og netop målmandstræning er da også et punkt på et spændende håndboldmenukort. Målmandstræneren, som i mange år også har arbejdet med det danske landshold, vil stå for en række spændende øvelser.

Stor faglighed og alsidighed
”Vi glæder os over, at samarbejdet mellem de to klubber er blevet udvidet med et så attraktivt arrangement med stor faglighed og alsidighed,” siger FC Midtjyllands direktør Torben Kølbæk, der bakkes op af Skjern Håndbolds udviklingschef Allan Jørgensen:

”Deltagerne har muligheden for at komme hele vejen rundt og få indsigt i alle håndboldsportens aspekter af topfolk fra de forskellige områder. Der er alle muligheder for at få fornyet inspiration og motivation,” siger Allan Jørgensen.

Foruden Antoni Parecki vil Skjernanfører Jesper Jensen, der er tidligere landsholdsstrateg på Ulrik Wilbeks landshold, forklare om samarbejdet mellem bagspillere og stregspiller, mens Anders Dahl-Nielsen også vil holde et oplæg.

Inspirerende håndboldpersonligheder
Dernæst kommer FC Midtjylland på banen, hvor assistenttræner Søren Ferløv sammen med en ligaspiller vil komme med oplæg til kursusdagens spændende ligakamp mod Randers. Og spændende bliver det med garanti også, når FCM´s præstationstræner Rasmus Jacobsen vil fortælle om mental topform.

Den nuværende ligatræner i Skjern Håndbold og tidligere ungdomslandstræner Ole Nørgaard vil fortælle om spilkoncepter og individuelle og kollektive færdigheder, inden fysioterapeut i Skjern Hans Jensen vil fortælle om skadebehandling og genoptræning.

Arrangementet finder sted i Kibæk Krydsfelt og tilmeldingen foregår online via den lokale forening. Efter kampen har deltagerne på kurset mulighed for at følge FC Midtjyllands ligadamer, der tager i mod de danske mestre fra Randers.

Bliv inspireret og få vejledning af:
- Målmandstræner Antoni Parecki
- Skjern-anfører Jesper Jensen
- Skjerns sportslige rådgiver Anders Dahl-Nielsen
- FC Midtjyllands præstationstræner Rasmus Jacobsen
- Skjern-fysioterapeut Hans Jensen
- FC Midtjyllands assistenttræner Søren Ferløv
- Skjern-cheftræner Ole Nørgaard 

Der er forsat plads til flere deltagere på kurset

Invitation

NYHEDER