STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Håndbold mod cancer

Skjern Håndbold og hovedsponsor Skjern Bank med direktør Per Munck i spidsen støtter kampen mod kræft.

To konkurrerende håndboldklubber støtter Knæk Cancer-kampagnen.

Af Kenneth Thygesen

Der er mere på spil end to point, når Skjern Håndbold på lørdag møder Bjerringbro-Silkeborg i Skjern Bank Arena.

Her er der hverken tale om håneret, prestige eller indbyrdes drillerier. Tværtimod vil rammerne om topkampen være et led i den nationale Knæk Cancer-kampagne, der er sat i værk af Kræftens Bekæmpelse og TV2.

Klubber bakker op
Formålet med kampagnen er oplysning og indsamling, og det bakker de to håndboldklubber op om.

- Det kræver en fælles indsats for at bekæmpe sygdommen, og vi bakker naturligvis op. Vores spillere og øvrige ansatte har sammen med vores fanklub samlet penge ind, siger Frank Lajer, adm. direktør i Bjerringbro-Silkeborg.

I Skjern Håndbold har man også søsat initiativer til samle penge ind.

- Alle entréindtægter til lørdagens kamp går ubeskåret til Knæk Cancer, og spillernes kamptrøjer vil efterfølgende blive solgt på auktion til fordel for kampagnen, siger Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern Håndbold.

Hovedsponsor er med
Skjern Håndbolds hovedsponsor, Skjern Bank, har afgivet den normale eksponering på de grønne spilletrøjer.

I stedet vil Knæk Cancer-logoet pryde nogle af spillernes trøjer under TV-kampen.

- Vi håber på, at vi kan opfordre andre til at støtte en god og vigtig sag, siger Per Munck, direktør i Skjern Bank.

Kampen spilles kl. 17.10 og vises direkte på TV2.

NYHEDER