STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Håndboldekspert: Kos har ført Skjern tilbage i toppen

 TV2-håndboldekspert Bent Nyegaard.

TV2’s håndboldekspert Bent Nyegaard har store roser til Skjern-træner Kos, der til sommer forlader Skjern.

Af Kenneth Thygesen

Tidligere i dag blev det meldt ud, at Skjerns cheftræner Veroljub ”Kos” Kosovac stopper i Skjern ved sæsonafslutningen efter på det tidspunkt tre års virke i klubben.

Ifølge TV2’s håndboldekspert Bent Nyegaard har Skjern Håndbolds cheftræner været en berigelse for både håndboldligaen og Skjern.

”Først og fremmest vil jeg sige, at Kos har været en stor berigelse for ligaen både menneskeligt og sportsligt,” siger Bent Nyegaard til skjernhaandbold.dk og fortsætter:

”Kos har formået at gøre Skjern til et af de mest vanskelige hold at spille imod. Der er ikke ret mange, der ikke synes, at det er forbandet at spille mod det offensive forsvar, som Kos har etableret i Skjern,” siger Bent Nyegaard om Skjerns aggressive og offensive 3:2:1-forsvar.

Ifølge Bent Nyegaard kunne den serbiske-svenske træner være blevet en legende i klubben, men de tætte slutspilskampe og den dramatiske pokalsemifinale mod AG København faldt ikke ud til Skjerns fordel.

”Der er blevet lavet et professionelt stykke arbejde, og fra mit synspunkt er rigtige mange ting gået godt i Skjern under Kos, der med lidt held kunne være blevet en mindre legende i klubben, hvis man i sidste sæson havde haft marginalerne og dermed sikret sig pokal- og DM-finale,” forklarer Bent Nyegaard og konkluderer:

”Alt i alt er det et faktum, at Kos har ført Skjern tilbage i toppen efter et par middelsæsoner, hvor det ikke lykkedes at være i det eftertragtede top fire-beredskab,” lyder det fra Nyegaard, der tilføjer:

”Nu er jeg spændt på at se, hvem der skal overtage efter sæsonen,” slutter TV2-håndboldeksperten.

"Kos har formået at gøre Skjern til et af de mest vanskelige hold at spille imod. Der er ikke ret mange, der ikke synes, at det er forbandet at spille mod det offensive forsvar, som Kos har etableret i Skjern."

Bent Nyegaard, håndboldekspert hos TV2

 

NYHEDER