STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Hedens nye håndboldkaptajn

Jacob Østergaard i Skjern-trøjen. Stregspilleren er nu ny anfører i HC Midtjylland.

Er de fem tidligere Skjern-spillere klar til den nye sæson? Skjernhaandbold.dk tager turen rundt i Jylland.

Af Kenneth Thygesen

I otte sæsoner har Jacob Østergaard svedt og kæmpet for Skjerns grønne trøje. Men ønsket om mere spilletid og nye udfordringer sendte før sommeren den benhårde stregspiller væk fra Skjern.

Jacob Østergaard skrev under med 1. divisionsklubben HC Midtjylland, der i de kommende to år får glæde af Østergaard.

- Det er rigtig fedt at prøve noget andet, og det har givet en masse ny energi at starte en nyt projekt, siger Jacob Østergaard.

Nyt armbind
Den 27-årige håndboldspiller skal ikke blot gå forrest på banen. Jacob Østergaard er nemlig udnævnt som ny anfører for den ambitiøse klub.

- Det er jeg stolt over, men jeg tænker ikke, at jeg skal lave om på mig selv. Jeg blev noget overrasket over rollen, men i bund og grund skal jeg fortsætte med det, jeg altid har forsøgt, og det er jo at gå forrest og kæmpe benhårdt. Nu har jeg bare et gult armbind på. Men det medfører et ansvar, og det vil jeg ikke svigte, siger Jacob Østergaard.

Andre forhold
Jacob Østergaard erkender, at klubskiftet fra toppen af ligaen til landets næstbedste række er skridt ned af rangstigen på flere områder. Men lysten til at være forgangsmand på et nyt håndboldprojekt opvejer det hele.

- Det er jo ikke forhold som i Skjern. Det er der ingen tvivl om. Her render der eksempelvis ikke to holdledere som Frits og Vagn rundt og klarer en masse ting for os spillere. Når man kommer fra Skjern, er man nok lidt forvænt, forklarer Jacob Østergaard og fortsætter:

- Men det er fair nok. HC Midtjylland er en klub under opbygning, der skal finde sine rødder. Derfor er det heller ikke forventeligt, at det er drevet ligesom i Skjern. Sådan kan det måske blive om et par år, men det tager tid at lave et setup, siger Jacob Østergaard.

NYHEDER