Skjern-spillerne har kun tabt én ud af syv ligakampe i sæsonen og er ubesejrede på hjemmebane.
Statistik viser, at Skjern i ligasammenhæng i gennemsnit vinder med tre mål og er effektive i kontrafasen.
Hvordan ender Skjern Håndbolds ligakamp mod Jesper Dahl og co. fra Nordsjælland Håndbold?
Det kender vi svaret på ved 20.30-tiden torsdag aften, men hvis man dykker ned i statistikken for Skjerns første syv ligakampe i sæsonen, er der måske lidt hjælp at hente.
Divisionsforeningen Håndbold fører nemlig statistik over alle ligakampe. Oversigten over Skjerns første syv grundspilskampe viser fire sejre, to uafgjorte og et nederlag – med andre ord giver det 10 point og en tredjeplads i 888ligaen.
Men hvis man zoomer lidt ind på de syv første ligakampe, afslører statistikken nemlig, hvordan den gennemsnitlige Skjern-kamp er i denne sæson
- Skjern vinder kampen 28-25 foran 2.420 tilskuere
- Vestjyderne er i angreb i alt 44 gange, laver ni tekniske fejl og har to skud på stolpen.
- Den grønne anden bølge i kontrafasen er effektiv med scoring på tre ud af fire skud.
- Anders Eggert laver syv mål i kampen og er sammen med kollegaen Bjarke Christensen holdets mest træfsikre, idet duoen på venstre fløj scorer på 83 % af afslutningerne.
- Bjarte Myrhol scorer fire mål og tilkæmper sig et straffekast, mens Jesper Konradsson markerer sig med tre assists.
- Målmandsduoen Emil Nielsen og Tibor Ivanisevic noterer sig for 11 redninger, og Skjern-forsvaret modtager i alt tre udvisninger.