STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Højrefløj stopper i Skjern

Den erfarne højre wing Thomas Pedersen er sammen med Skjern Håndbold blevet enige om, at der skal prøves nye udfordringer.

Thomas Pedersen har haft fire sæsoner i Skjern Håndbold og siger om sin tid:

"Jeg har haft nogle gode år i Skjern. Det er en fremragende klub og her er styr på tingene. For mig selv har det været en blanding af mange gode kampe og oplevelser og nogle perioder med skader og personlige udfordringer. Alligevel vil jeg se tilbage på tiden i den grønne trøje med glæde.”

Hvad fremtiden bringer er endnu lidt uvist. Om det skal være ligahåndbold i det jyske eller et skifte over landegrænserne er endnu ikke fastlagt:

"Jeg er sådan set åben overfor det meste. Jeg føler stadig en stor glæde ved at spille og samtidig med at mulighederne for næste år skal afdækkes, så vil jeg kæmpe for det jeg kom til Skjern for - nemlig medaljer," siger Thomas Pedersen.

Arbejdet med at vurdere fremtiden er i fuld gang og agent Mads Winther, people in sport, siger:

"Thomas er en dygtig højre wing. Han har nogle spidskompetencer i sin kontrastyrke og gode håndboldopdragelse i Gudme. Det er der helt sikkert klubber både i Danmark og udlandet, som kan få gavn af."

Thomas Pedersen kom til Skjern Håndbold fra Nordsjælland og inden da spillede han i GOG, hvor det både blev til mesterskaber og mange Champions League-oplevelser.

NYHEDER