GOG havde rigtig godt fat i Skjern i lørdagens træningskamp, som GOG vandt 29-25.
En forfærdelig første halvleg kostede Skjern en plads i Skjern Bank Cup-finalen.
Af Kenneth Thygesen
Der skulle gå otte minutter, før Skjern Håndbold lørdag eftermiddag fik sendt den første bold i nettet.
På det tidspunkt havde gæsterne fra GOG scoret seks gange, og den dårlige Skjern-start blev ganske enkelt kampafgørende i semifinalen ved Skjern Bank Cup 2014.
Skjern tabte 29-25 til GOG efter fynsk pauseføring på hele 17-8, og dermed møder Skjern taberen af HC Midtjylland-Århus i søndagens bronzekamp kl. 13.00.
Hatten af for GOG
Som altid til sommerens KFUM-stævne var der fyldt godt op på den legendariske langside i den gamle Skjern Hallen 1, da Skjern lørdag spillede sæsonens første træningskamp på hjemmebane.
De hundredvis af forventningsfulde Skjern-tilskuere fik dog ikke håndbold som forventet. Æren tilfaldte de altid hurtige og offensive GOG'ere, der bankede Skjern ned under gulvbrædderne i første halvleg.
6-0 efter seks minutter. 10-2 efter 15 minutter. 14-6 efter 23 minutter. 17-8 efter 30 minutter.
Velfortjent pause til GOG og tiltrængt pause til Skjern, der hverken defensivt eller offensivt var i nærheden af at matche GOG.
Fremragende comeback
Men Skjern-spillerne tog som forventet revanche efter pausen, og der skulle ikke meget til, før kampen var vendt på hovedet med få minutter igen.
Ti minutter inde i anden halvleg var GOG-føringen reduceret til 18-15. Fynboerne blev ved med at køre på, men trætheden begyndte at melde sig.
Det udnyttede Skjern, der med et par redninger fra Søren Pedersen og fine kontrascoringer reducerede til 26-24 med fem minutter igen.
Men så gik den ikke længere. GOG var mere kyniske i slutfasen, og så endte det alligevel med en sikker GOG-sejr.
Målscorere for Skjern:
Henrik Møllgaard 6, Thomas Klitgaard 4, Lasse Mikkelsen 4, René Rasmussen 4, Nikolaj Markussen 4 og Morten Balling 3.