2566 tilskuere har i gennemsnit været på lægterne i Skjern Bank Arena til Skjerns hjemmekampe.
Skjern-truppen holder en velfortjent kamppause, mens det danske herrelandshold i disse dage kæmper om Golden League-trofæet i Norge.
Af Nicklas Thygesen
De grønklædte vestjydere gik til landsholdspause på fornemmeste vis, da de danske mestre fra KIF Kolding København for en uge siden blev sendt hjem med et nederlag på 29-24.
Sejren blev blandt andet grundlagt på baggrund af en fremragende kulisse blandt de mange fremmødte tilskuere. Udover de to ekstremt vigtige point til den vestjyske konto, så rundede Skjern Bank Arena samtidig den første milepæl.
Første milepæl nået
Otte kampe har udbyggelsen af Skjern Bank Arena stået model til, hvor tilskuerinteressen ganske enkelt har været imponerende. Over 20.000 tilskuere har passeret indgangene til de første otte kampe, hvilket glæder salgschefen i Skjern Håndbold, Søren Ostersen.
- Vi er utrolig taknemmelige over den flotte interesse for vores hjemmekampe i Skjern Bank Arena. Den flotte milepæl på 20.000 tilskuere indikerer om en stærk og solid opbakning til holdet i lokalområdet. Spillerne har fået en enestående opbakning hidtil på hjemmebane, og vi kan kun håbe på, at det fortsætter, fortæller salgschef Søren Ostersen.
Helt nøjagtig har 20.530 tilskuere mødt frem på lægterne i Skjern Bank Arena - en tilskuerstigning på cirka 25 % i forhold til sidste sæson.
Høje seertal
Ude i stuerne har tv-seerne ligeledes fulgt aktivt med i Skjerns kampe.
Over 1,5 million tv-seere har fulgt de grønne i de første 15 tv-kampe - og da Kasper Søndergaard for en uge siden lukkede og slukkede opgøret imod KIF Kolding København, fulgte 247.000 seere med bag skærmen.
Når den sidste runde inden nytår imod Ribe-Esbjerg er færdigspillet, har Skjern Håndbold rundet 21 tv-kampe i denne sæson.